Den 25. oktober 2013 indledte 3F København en mailkorrespondance
med en virksomhed med henblik på indgåelse af overenskomst.
Arbejdsretten fandt, at virksomheden i forløbet frem til den 8.
april 2014, hvor 3F København afgav 1. konfliktvarsel, havde udvist
en sådan henholdenhed over for 3F Københavns henvendelser, at der
den 8. april 2014 var etableret en situation, som måtte sidestilles
med forgæves forhandlinger. Det konfliktvarsel, der blev sendt
denne dag, bevirkede derfor, at støtteforbuddet efter Hovedaftalens
§ 2, stk. 6, trådte i kraft.Det forhold, at 3F og virksomheden derefter forhandlede på
baggrund af, hvad 3F i konfliktvarslet havde anført man ønskede
drøftet, kunne ikke føre til, at varslet og dermed støtteforbuddet
bortfaldt eller blev suspenderet, da formålet med konfliktvarslet
var at få indgået en overenskomst ved at lægge pres på virksomheden
under de fortsatte forhandlinger, jf. Arbejdsrettens dom af 15.
januar 1987 i sag 10.944, AT 1987 s. 51. 3F blev derfor frifundet
for virksomhedens påstand om, at 3F's 2. konfliktvarsel af 9. april
2014 var ulovligt og skulle trækkes tilbage.DI Overenskomst I optog i november 2014 virksomheden som medlem
af organisationen, hvorved virksomheden blev omfattet af
Organisationsaftale for Oplevelsesindustrien mellem DI Overenskomst
I og CO-Industri. Arbejdsretten fandt, at DI Overenskomst I, som
var bekendt med det forudgående forløb, herved havde overtrådt
støtteforbuddet i Hovedaftalens § 2, stk. 6, og havde pådraget sig
bodsansvar. Boden blev fastsat til 100.000 kr.
