Arbejdsrettens dom af 05. februar 2009 i sag A2008.041

Info
  • Relaterede love:

Resumé:

Sagen drejede sig om, hvorvidt et arbejde udført i Danmark af ansatte i et polsk firma var omfattet af den mellem parterne indgåede overenskomst, idet de polske ansatte måtte betragtes som indlejede vikarer i den indklagede danske virksomhed, eller om der forelå et reelt entrepriseforhold mellem indklagede og det polske firma. Indklagede og det polske firma indgik ved aftale af 25. september 2006 en entreprisekontrakt, og det var i kontrakten bestemt, at det polske firma skulle sørge for tilstedeværelsen af en formand, der skulle forestå styringen af tømrer- og snedkerentreprisen, ligesom det i det polske firmas "almindelige betingelser" var bestemt, at entreprenøren havde eneansvar for al direkte instruktion og ledelse i relation til dennes arbejde. Det fremgik således af kontraktsgrundlaget, at det polske firma havde ledelses- og instruktionsbeføjelsen over for de polske arbejdere, og Arbejdsretten fandt efter bevisførelsen ikke grundlag for at antage, at dette ikke også faktisk var tilfældet. Det kunne således efter forklaringerne lægges til grund, at indklagedes direktør kun deltog i et enkelt byggemøde og normalt ikke befandt sig på byggepladsen. Arbejdsretten fandt herefter ikke grundlag for at antage, at han skulle have haft del i ledelses- og instruktionsbeføjelsen over for de polske arbejdere. Da der var tale om opførelse af to prøvehuse, fandt Arbejdsretten det rimeligt og driftsmæssigt begrundet, at der ikke mellem indklagede og det polske firma var aftalt en fast pris. Den omstændighed, at det polske firmas vederlag blev afregnet i forhold til medgået tid, fandtes herefter ikke at kunne tages til indtægt for, at entrepriseforholdet ikke var reelt. At bygherren havde betinget sit at levere materialerne, var et vilkår i kontrakten mellem indklagede og bygherren, og sås derfor heller ikke at anfægte realiteten af entreprisekontrakten. Alt i alt fandt Arbejdsretten således, at der ikke var påvist noget grundlag for at antage, at entreprisekontrakten ikke skulle være, hvad den gav sig ud for at være. Arbejdsretten tog derfor indklagedes frifindelsespåstand til følge.