Sagen drejede sig om, hvorvidt et arbejde udført i Danmark af
ansatte i et polsk firma var omfattet af den mellem parterne
indgåede overenskomst, idet de polske ansatte måtte betragtes som
indlejede vikarer i den indklagede danske virksomhed, eller om der
forelå et reelt entrepriseforhold mellem indklagede og det polske
firma. Indklagede og det polske firma indgik ved aftale af 25.
september 2006 en entreprisekontrakt, og det var i kontrakten
bestemt, at det polske firma skulle sørge for tilstedeværelsen af
en formand, der skulle forestå styringen af tømrer- og
snedkerentreprisen, ligesom det i det polske firmas "almindelige
betingelser" var bestemt, at entreprenøren havde eneansvar for al
direkte instruktion og ledelse i relation til dennes arbejde. Det
fremgik således af kontraktsgrundlaget, at det polske firma havde
ledelses- og instruktionsbeføjelsen over for de polske arbejdere,
og Arbejdsretten fandt efter bevisførelsen ikke grundlag for at
antage, at dette ikke også faktisk var tilfældet. Det kunne således
efter forklaringerne lægges til grund, at indklagedes direktør kun
deltog i et enkelt byggemøde og normalt ikke befandt sig på
byggepladsen. Arbejdsretten fandt herefter ikke grundlag for at
antage, at han skulle have haft del i ledelses- og
instruktionsbeføjelsen over for de polske arbejdere. Da der var
tale om opførelse af to prøvehuse, fandt Arbejdsretten det rimeligt
og driftsmæssigt begrundet, at der ikke mellem indklagede og det
polske firma var aftalt en fast pris. Den omstændighed, at det
polske firmas vederlag blev afregnet i forhold til medgået tid,
fandtes herefter ikke at kunne tages til indtægt for, at
entrepriseforholdet ikke var reelt. At bygherren havde betinget sit
at levere materialerne, var et vilkår i kontrakten mellem
indklagede og bygherren, og sås derfor heller ikke at anfægte
realiteten af entreprisekontrakten. Alt i alt fandt Arbejdsretten
således, at der ikke var påvist noget grundlag for at antage, at
entreprisekontrakten ikke skulle være, hvad den gav sig ud for at
være. Arbejdsretten tog derfor indklagedes frifindelsespåstand til
følge.
