Efter landsoverenskomsten for butikker skal lønnen for den
enkelte medarbejder aftales direkte mellem medarbejderen og
virksomheden, som bør lægge en systematisk vurdering til grund ved
fastsættelsen af den personlige løn, der skal give udtryk for den
enkeltes indsats, kvalifikationer, dygtighed, jobfleksibilitet,
stillingens indhold og ansvar samt eventuel uddannelse. Med
henvisning hertil gjorde lønmodtagersiden gældende, at et varehus
ikke havde levet op til det forudsatte krav om en reel lønspredning
i forhold til medarbejderne i kasselinien, og indbragte spørgsmålet
for Arbejdsretten med krav om bod. Arbejdsgiversiden gjorde
heroverfor dels gældende, at lønfastsættelsen i en virksomhed efter
overenskomsten kun kan påtales efter reglerne om misforhold på
området som helhed eller om, at lønfastsættelsen for den enkelte
medarbejder er i åbenbar modstrid med forudsætningen om
lønspredning, og dels at det ikke var påvist, at spredningen var
utilstrækkelig. Retten fandt ikke, at lønmodtagersiden var afskåret
fra at få prøvet, hvorvidt kravet om lønspredning var tilgodeset i
varehuset. Det var imidlertid dens opfattelse, at der må foreligge
sikre holdepunkter for, at det kan statueres, at kravet om
lønspredning er tilsidesat i en sådan grad, at der er tale om et
bodspådragende overenskomstbrud, og at det må være samtlige
medarbejdere i virksomheden omfattet af overenskomsten, som indgår
i vurderingen af, om lønspredningen er tilstrækkelig, og ikke blot
medarbejderne i f.eks. kasselinien. Som sagen forelå oplyst, fandt
retten det herefter ikke godtgjort, at virksomheden ikke havde
levet op til det forudsatte krav om lønspredning.
