Arbejdsrettens dom af 01. juni 2016 i sag AR2015.0270

Info
  • Relaterede love:

Resumé:

Den 27. februar 2015 skete der omfattende ulovlige arbejdsnedlæggelser blandt kabinepersonalet hos det indklagede selskab, SAS Scandinavian Airlines System Denmark-Norway-Sweden (SAS). Cabin Attendants Unioun (CAU) er den faglige organisation for SAS' danske kabinepersonale. De ansatte, som deltog i arbejdsnedlæggelserne, gik den 27. februar 2015 til fagligt møde. En række af de strejkende medarbejdere kontaktede de kollegaer, som ønskede at arbejde, med henblik på at få dem til at deltage i det faglige møde. SAS foretog som følge af disse henvendelser suspension af 27 ansatte i perioden fra den 27. februar til den 1. marts 2015. Arbejdsnedlæggelserne ophørte den 2. marts 2015. Individuelle samtaler blev afholdt med de suspenderede medarbejdere i perioden fra den 5. til den 10. marts 2015, og suspensionerne blev løbende ophævet. Den sidste suspension blev ophævet den 12. marts 2015.CAU gjorde gældende, at SAS havde forbrudt sig mod den mellem SAS og CAU indgåede overenskomst og dennes forudsætninger, da suspensionerne havde et kollektivt sigte til skade for CAU og ikke beroede på en underbygget og begrundet overvejelse fra SAS' side. CAU gjorde herved bl.a. gældende, at suspensionerne var usaglige og i strid med ledelsesretten. SAS påstod frifindelse og bestred, at der forelå brud på overenskomsten eller dennes forudsætninger, herunder misbrug af ledelsesretten.Arbejdsretten fastslog, at SAS' beslutninger om suspension af de 27 medarbejdere i hvert enkelt tilfælde måtte anses for sagligt begrundet i driftsmæssige hensyn, dels hensynet til de medarbejdere, der ikke ønskede at deltage i de overenskomststridige ar­bejdsnedlæggelser, dels hensynet til SAS' økonomiske forhold. SAS måtte vel ikke drage endelige ansættelsesretlige konklusioner over for de suspenderede medarbejdere, før de faktiske forhold var klarlagt i hvert enkelt tilfælde, men SAS havde ifølge Arbejdsrettens opfattelse taget fornødent hensyn til de pågældende medarbejdere, da suspension var det mindst indgribende middel for at varetage de nævnte drifts­mæssige hensyn, da de pågældende fik sædvan­lig løn i suspensions­perio­den, og da SAS havde ophævet suspensionerne efter re­lativt kort tid og efter, det ved en nærmere undersøgelse i hvert enkelt tilfælde viste sig, at der ikke var grund­lag for yderli­ge­re ansættelsesretlige konsekvenser. Det var ikke godtgjort, at SAS ved suspensionerne havde brudt overens­kom­­sten eller forudsætningerne bag denne. Det kunne således ikke lægges til grund, at SAS havde misbrugt sin ledelsesret og herigennem handlet til skade for CAU, ligesom der ikke var grundlag for at anse suspensionerne for et kollektivt kamp­skridt i strid med fredspligten eller for organi­sa­tionsfjendtlig adfærd. Indklagede blev derfor frifundet.