Privatgymnasieloven § 19

Denne konsoliderede version af privatgymnasieloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser

Lov nr. 574 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1087 af 16. august 2023

§ 1 b, § 4, stk. 7 og 8, § 16, stk. 3, 2. pkt., § 19, § 24, stk. 3 og 4, § 26, stk. 4 og 5, og § 26 a i lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser, som affattet ved § 3, nr. 2, 7, 9, 10, 12, 15 og 16, i lov nr. 563 af 7. maj 2019, ophæves den 31. juli 2029, jf. § 4, stk. 2, i lov nr. 563 af 7. maj 2019.
§ 19

Skolen eller kurset må ikke modtage anonyme donationer.

Stk. 2 Skolen eller kurset skal inden 30 dage efter modtagelse af en donation på over 20.000 kr. eksklusive moms skriftligt redegøre for, om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen eller kurset ved modtagelse af donationen opfylder kravene i § 1 a og § 2, stk. 6, 1. pkt. Den skriftlige redegørelse underskrives af skolens eller kursets bestyrelse.

Stk. 3 Modtager en skole eller et kursus donationer i strid med stk. 1 eller 2, skal skolen eller kurset returnere donationen til donatoren inden 30 dage fra modtagelsen. Donationer, der ikke kan returneres til donatoren inden 30 dage fra modtagelsen, skal overføres til en konto hos Børne- og Undervisningsministeriet inden for samme frist.

Stk. 4 En donator, hvis donation er overført til en konto hos Børne- og Undervisningsministeriet, jf. stk. 3, 2. pkt., kan, indtil 6 måneder efter at donationen er overført, kræve donationen tilbagebetalt fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Stk. 5 Donationer, der ikke er krævet tilbagebetalt inden for fristen i stk. 4, tilfalder statskassen.