Privatgymnasieloven § 18

Denne konsoliderede version af privatgymnasieloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser

Lov nr. 574 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1087 af 16. august 2023

§ 18

Skolens eller kursets midler skal forvaltes, så de bliver til størst mulig gavn for skolen eller kurset.

Stk. 2 Likvide midler, der ikke er nødvendige til skolens eller kursets daglige drift, skal under hensyntagen til sikkerheden anbringes på en eller flere af følgende måder:

  • 1) Som indestående i pengeinstitutter hjemmehørende i Danmark eller i et andet land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

  • 2) I fondsaktiver udstedt af danske realkreditinstitutter, KommuneKredit eller andre danske finansieringsinstitutter under offentligt tilsyn.

  • 3) I fondsaktiver eller gældsbreve, for hvilke den danske stat eller en dansk kommune står som udsteder eller garant.

  • 4) I værdipapirer fra et EU-/EØS-medlemsland, bortset fra aktier og investeringsbeviser, som efter deres art og sikkerhed kan sidestilles med de aktiver, der er nævnt i nr. 2 og 3.

Stk. 3 Skolen eller kurset kan uanset bestemmelsen i stk. 2 under størst mulig hensyntagen til sikkerheden i fornødent omfang anbringe likvide midler i andelsbeviser med begrænset hæftelse eller i aktier i det pengeinstitut, som skolen bruger som sin sædvanlige bankforbindelse, og i andelsbeviser med begrænset hæftelse i forsyningsvirksomheder m.m., hvis skolen derved opnår økonomiske fordele. Andelene og aktierne skal afhændes, hvis skolen skifter pengeinstitut eller ikke længere opnår den forudsatte fordel.