Graveloven § 9g

Denne konsoliderede version af graveloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om graveadgang, etablering og udnyttelse af infrastruktur til telekommunikationsformål samt udnyttelse af infrastruktur på tværs af forsyningssektorer m.v.

Lov nr. 393 af 10. juni 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 845 af 21. august 2019

§ 9g

En netoperatør skal imødekomme enhver rimelig anmodning om adgang til oplysninger om netoperatørens eksisterende passive fysiske infrastruktur fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet med henblik på etablering af elementer af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation og fra enhver anden netoperatør med henblik på etablering af elementer af andre net, jf. dog stk. 5. En anmodning skal indgives skriftligt og angive det område, hvor netoperatøren agter at etablere elementer af et net.

Stk. 2 En anmodning, der ikke er rimelig, kan afvises. Afvisning skal ske skriftligt og meddeles den netoperatør, der anmoder om adgang, snarest muligt og senest 2 uger efter datoen for modtagelsen af anmodningen.

Stk. 3 Oplysninger, der skal gives adgang til efter stk. 1, omfatter

  • 1) område og føringsvej og

  • 2) type og anvendelse af den passive fysiske infrastruktur.

Stk. 4 Adgang til oplysningerne, jf. stk. 1, skal gives senest 2 uger efter modtagelsen af anmodningen på forholdsmæssige, ikkediskriminerende og gennemsigtige vilkår, herunder hvad angår en eventuel pris.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om begrænsning af adgang til oplysninger, når det er nødvendigt af hensyn til netsikkerheden og nettenes integritet, den nationale sikkerhed, folkesundheden, den offentlige sikkerhed, fortrolighed eller drifts- og forretningshemmeligheder.