Lov om en indskyder- og investorgarantiordning Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 415 af 26. juni 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 39 af 09. januar 2024

Kapitel 3 1 Garantiformuens afdelinger
§ 5

Garantiformuen er opdelt i fire afdelinger: Pengeinstitutafdelingen, realkreditafdelingen, investerings- og forvaltningsafdelingen og restruktureringsafdelingen.

Stk. 2 Pengeinstitutafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 1, angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 6.

Stk. 3 Realkreditafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 2, angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 6.

Stk. 4 Investerings- og forvaltningsafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 6.

Stk. 5 Restruktureringsafdelingen omfatter restrukturering og afvikling af de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter, der er blevet nødlidende.

Stk. 6 Finansiel Stabilitet træffer beslutning om, hvilken afdeling de i § 3, stk. 1, nr. 5, og § 4 nævnte filialer skal tilsluttes.

§ 6

I tilfælde af at et bidragspligtigt institut tages under rekonstruktionsbehandling eller går konkurs eller i tilfælde, hvor Garantiformuen har modtaget meddelelse fra Finanstilsynet i medfør af § 245 c, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, anvendes bidragene, inklusive indeståelser, fra institutterne i den afdeling, som det pågældende institut hører under, til dækning af afdelingens forpligtelse i medfør af loven.

Stk. 2 Hvis de i stk. 1 nævnte bidrag ikke er tilstrækkelige til at dække en afdelings forpligtelser i medfør af loven, kan pengeinstitut-, realkredit- og investerings- og forvaltningsafdelingerne optage et lån hos hinanden i forhold til afdelingernes samlede bidrag.

Stk. 3 Restruktureringsafdelingen kan optage lån, dog ikke i de andre afdelinger. De andre afdelinger kan ikke optage lån i restruktureringsafdelingen.

Stk. 4 En afdeling kan låne et beløb svarende til 50 pct. af kravet til størrelsen af de øvrige afdelingers likvide beholdninger, dog højst 100 mio. kr. pr. afdeling, til dækning af forpligtelser opstået i et enkelt regnskabsår.

Stk. 5 Erhvervsministeren kan med Finansudvalgets tilslutning stille garanti for lån optaget af Garantiformuen til opfyldelse af dens forpligtelser.

Stk. 6 Såfremt der sker udlodning fra konkursboet, tilfalder udlodningen først de afdelinger, der har ydet lån i henhold til stk. 2. Resterende beløb tilføres den afdeling, som det konkursramte institut hører under.